Historien

Forord

Den højtbeliggende Verninge Kirke, er som hovedparten af vore kirker bygget i middelalderen, men hver generation har efterfølgende sat deres præg på kirken og dens inventar.
Det er i det efterfølgende meningen at tage den besøgende med på en historisk vandring, der fortæller kirkens bygnings historie og om dens inventar før og nu.
Sognets grænser blev allerede bestemt i middelalderen og det omfattede bebyggelserne: Verninge, Solevad, Hjelmerup, Nårup, Langsted og Bregnemose.
Verninge havde i perioden 1687 – 1727 Køng Sogn som anneks.

Kirkens bygningshistorie

Kirken har med stor sandsynlighed haft en forgænger af træ
Omkring år 1100 begyndte et stort stenkirkebyggeri overalt i Danmark, således også i Verninge.
Verninge har med sin placering tæt ved domkirke byen Odense og ved vejknudepunktet mellem den sydvest gående trafik til Assens og den mod sydøst gående mod det vigtige overfartssted over Odense Å ved Nr. Broby indtaget en særlig plads i herredet.
Kirken var i middelalderen indviet til ærkeenglen Sct. Michael.
Ærkeenglen Sct. Michael var i den tidlige kristne tid symbol på kirkens beskytter og det enkelte kristne menneskes beskytter. Michaels kirkerne på Fyn hører alle til de tidlige kirker i stiftet. De blev placeret efter et særligt mønster og de indtog en fremtrædende plads i herredet i missionstiden.
Domkirken og det dertil hørende domkapitel har haft stor indflydelse på kirkebyggeriet, og har formodentligt stået for ind for skrivning af bygmestrene til byggeriet.
Kirkens oprindelige dele fra den romanske tid er skibets kampstens vægge, hvor der udvendigt er en tilhugget granitsokkel. Kirken har i sin tidligste skikkelse haft et mindre kor og en buet apsis. De smukt tilhugne granitsokler fra den tidligere apsis ses i dag tydeligt som genanvendt i dele af fundamentet til det nye kor, der blev bygget nogle århundrede senere. Ad oprindelige kvadderhjørner er kun det nord- østlige i behold. Kirken har haft to indgangsdøre en mandsdør i syd og en kvindedør i nord. Over den tilmurede mandsdør i syd sidder et mandshoved udhugget i granit. Dette mandshoved er formodentlig rister af en større granitudsmykning, der for længst er borte. Er dette mandshoved kirkens skytshelgen som man har ladet tilbage da den øvrige udsmykning er blevet umoderne? Vi ved det ikke, men mange sagn knytter sig til hovedet:
Det vil gå den ilde der forsøger at fjerne det, fjernes det vokser det frem igen.
Det er forsteningen af en mand, der havde ladet sin datter indemure i skibets tykke mure på grund af en ulykkelig kærlighedsaffære?
Det er skamstøtten over en mand der hver gang han modtog det hellige sakremente, måtte kaste det hele op igen.
Det er en afbildning af kirkens skytshelgen Sct, Michael.
Hvilken af disse ældgamle folkelige overleveringer der er den rigtige kan ikke afgøres, men at man igennem århundreder har værnet om hovedet kan der ikke herske tvivl om. Det sidder stadig på sin umotiverede plads på nordvæggen.
I 1200 årene kom et nyt byggemateriale frem – teglstenene.
Kirken har i perioden fra 1200 til reformationen været underlagt talrige ombygninger. Skibet er forlænget mod vest, kor og apsis er nedrevet og erstattet af et stort kor. Kirkens flade loft blev erstattet af hvælvinger. Kirken fik to side kapeller, et i nord og et i syd. Omkring år 1500 forsynedes kirken med et bredt tårn, med udvendig adgang til kirkens klokke. De mange udvidelser af kirken var muliggjort af, at afdøde tilkøbte sig sjælemesser ved de mange altre, der var placeret rundt om i kirken.